A Fly in the Soup – Avi Mograbi

Avi Mograbi er en Jøde.Han blev født i 1956 i Tel Aviv. Hans oprindelse er faktisk en tilfældig faktor i "apartheids land," som han kalder den israelske stat, men spørgsmålet om racer spiller en central rolle. Bare fordi han er en Jøde, kunne han optage sin mest berømte film Avenge But One of My Two Eyes, der delvis finder sted ved brændpunket ved grænseovergangene, de såkaldte militære "checkpoints" i Gaza-striben. Som en palæstinencer kunne han næppe dreje kameralinsen mod israelske soldater. Eller bedre sagt, han kunne gøre det kun én gang ... Avi Mograbis jødiske oprindelse er også den nøglefaktor, der bestemte hans grundlæggende tema for hans livsfilmværk. Mograbi lever af sin jødiske identitet i den israelske stat ved hjælp af sin tilladelse til at producere film. Han kæmper med den, griner af den, holder en afstand fra den, og analyserer den, men han aldrig giver afkald på den. Politik er blevet en naturlig del af hans dokumentarfilms koncept. Hans position er dog ikke let. Som en "venstre orienteret" står han på den helt modsatte side af det politiske spektrum, end det store flertal i det israelske samfund. Som følge, "straffer" det israelske publikum ham ved en demonstrativ mangel på interesse for hans film. På den anden side, har hans politiske temaer rejst en god respons i udlandet. Ud over de ovennævnte Avenge But One of My Two Eyes, som blev vist på 2005 Cannes Film Festival, vil DAfilms portalen i den følgende uge ligeledes præsentere andre væsentlige film fra hans filmografi. Ud over hans meget personlige ironiske sociale kommentarer Happy Birthday Mr. Mograbi og How I Learned to Overcome My Fear and Love Arik Sharon tiltrak han sig international opmærksomhed med den kritiske "tragiske musikalske dokumentarfilm" Z32. En ung jødisk soldat dræbte under sin militærtjeneste i en gengældelsesaktion, to palæstinensiske politifolk og med hjælp fra sin kæreste søger han om tilgivelse. Mograbi iscensætter hans tilståelse på film lidt som Brechts Laser og pjalter opera, som en kommentator med sit typiske element af fremmedgørelse, som indfører de enkelte scener i sine film. I de vigtigste øjeblikke i filmen træder Mograbi helt ud af handlingen og han afslutter historien i musikalsk stil ala Kurt Weills cabaret sange. Uheldig ironi eller smertefuld absurditet? Det afhænger af seeren. Avi Mograbi er så uheldig (eller heldig), at han stod "ansigt" i sine egne film. Hans filmkoncepter er meget personlige. Hans værkers krop er blevet hans egen krop, han garanterer hans film indeholder hans egen personlighed. Han har en sjælden gave, han kan gøre sig selv til grin og samtidig tager han emnet meget alvorligt. Han tror ikke på "observation", hans kamera er altid en del af handlingen. I parafrasen af den engelske betegnelse for en afslappet observerende dokumentar stil - fly-on-the-wall (en flue på væggen) - betegner han sig selv med en spøgelsesagtig selvironi som en "flue i suppen" (fly-in-the-suppe). Han sidder fast i det. Op til halsen. Måske irriterer han dig, måske føler du afsky ved ham, men han sætter gang i følelserne.