The Arrivals

Herhen kommer hver dag snesevis af mennesker fra hele verden. De har alle haft en vanskelige rejse, de er trætte, sultne, søvnløse, fattige, hjemløse og oven i købet, forstår de kun meget lidt fransk. Det er ikke overraskende at begivenhederne på kontoret, ved første øjekast, minder om en endeløs uro. Først efter en lang og grundig iagttagelse begynder kaos at ændre sig i konturernes faste rammer. Den kreative duo af filmskabere, Claudine Bories og Patrice Chagnarde, brugte, under optagelserne af filmen The Arrivals, mere end et halvt år på CAFDAs asylcenter. I løbet af denne tid var der, foran kameraerne, mange ansigter og livshistorier, hvoraf de efterhånden profilerede hovedpersonerne til denne time-lapse dokumentarfilm. Filmskaberne er blevet en naturlig del af begivenhederne, uden at indgå i dem selv. Kameraet overvåger grundigt positionen af den berømte "flue på væggen" (fly-on-the-wall) - det er faktisk tilstedeværende i begivenheder, men kameraet forsøger at blande sig så lidt som muligt. Filmens fokus minder om en berømt amerikansk dokumentarfilms klassiker - Frederic Wiseman som altid har primært fokuseret på et detaljeret sonde om, hvordan de forskellige sociale institutioner (hospitaler, forsikringsselskaber, sindsyghospitaler, eller politiet) fungerer. I modsætning til ham, fokuserer de franske filmskabere ikke så meget på, hvordan disse institutioner fungerer, men mere på den enkelte aktør. Deri ligger filmens store bidrag. Det vil sige, at filmen giver livssyn på dem, der ofte kun ses som masser eller som et nummer i rækken. Og det gælder ikke kun for asylansøgererne, men også for embedsmændene selv, fordi de har deres egne unikke liv og skæbner. Disse empatiske mikroportratter af de enkelte personer på begge sider af barrikaderne, illustrerer meget fint, at begivenhederne på asylcenteret ikke fungerer. At det måske kommer mere an på adfærd, gensidig sympati og antipati, den gode vilje, tålmodighed, viljen til at kommunikere og naturligvis tillid, end på et korrekt udfyldt skema. Den kendsgerning, at filmen ikke ser bort fra de øjeblikke, hvor følelser overtager kontrol over situationen (det betyder ikke blot øjeblikket af frustration eller aggression), menneskeliggører hele den bureaukratiske proces. Det gør det udholdeligt, forståeligt, og til tider også komisk.